Når dagens undervisning er slut, får keramikværkstedet liv
I en verden, der ofte bevæger sig i overgear, kan højskolens keramikværksted fungere som en nødvendigt modpol. Det er et rum for dyb fordybelse og refleksion. Når eleverne mødes i keramikværkstedet, bliver der skruet ned for tempoet for at lade håndens arbejde træde i forgrunden. At formgive ler er en langsommelig proces, der kræver både tid, tålmodighed og nærvær.
Uanset om eleven er nybegynder eller øvet ud i arbejdet med ler, så er effekten den samme; de oplever en ro og et rum til fordybelse i egne tanker og egne produktioner. Og når de dykker ned i materialet, forenes det stolte håndværk med en fri kunstform – fra idéudvikling og historiske form- sprog til glasurens kemi og brændingens magi.
Gennem de fysiske processer opstår en særlig refleksion over vores forbrug. Fokus og samtaler om bæredygtighed har og skal have en særlig opmærksomhed, når vi arbejder med keramik. Når leret har været i forglødningsovnen, er processen irreversibel. Derfor er en af de vigtige samtaler i keramikværkstedet “Vil jeg eje fx den her kop for evigt”. Hvis svaret er nej, så skal leret tilbage i “genbrugskassen”.
