Visuel Kommunikation redder regnskoven
Da højskolen var lukket under corona lockdown, fik eleverne fra Visuel Kommunikation til opgave at tegne dyr inspireret af Randers Regnskov. Da hele Danmark var lukket ned, blev der sendt live fra Randers Regnskov på Facebook, hvor dyrepassere fortalte og fremviste de forskellige dyr. Det var inspirationskilden til opgaven på Visuel Kommunikation, og eleverne kunne sidde derhjemme på computeren og få indblik i Randers Regnskovs dyreliv. Da eleverne igen kunne vende hjem til højskolen, blev alle illustrationer printet på Riso-printeren, der kan printe de flotteste farver i forskellige farvelag.
Et begrænset antal illustrationer er udstillet og sat til salg i Randers Regnskov. Alle pengene fra salget går ubeskåret til regnskoven i Bigai, Ecuador, som Randers Regnskov ejer og arbejder for at bevare som den er ー nemlig fuld af dyr- og planterarter.