VK

Intuitiv tegning

Intuitiv tegning handler om at give slip og ikke lade sig styre af det perfekte, men give plads til tilfældighedernes ofte interessante udfald.

Over to dage tegnede og malede elever på Visuel Kommunikation hundredevis af intuitive tegninger. Anne Remien, der er tidligere elev og senest underviser på Mode & Tekstil, stod for undervisningen. Formålet var at give eleverne en række redskaber og teknikker til at komme i gang med tegning og skitsering. Det handlede om at tegne, uden at tænke for meget over resultatet, fordi det nogle gange er i tilfældighederne og den fri proces, at de bedste resultater opstår.

Julie, som er elev på Visuel Kommunikation, fortæller om projektet her:

“Det var ret frustrerende første dag, hvor man bare blev smidt ud i det, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg bare blev nødt til at smide tøjlerne og springe ud i det og give den gas hvert minut.”

Og det var lige præcis dét, der var formålet. At springe ud i det og give gas hele vejen igennem.

Èn af opgaverne gik ud på at bruge forskellige udtryk (som ses på computeren) til at lave én kombineret tegning.
Kombinationen af forskellige udtryk inspirerede til et nyt udtryk.
Man bliver bare nødt til at springe ud i det og tegne løs, fortæller Julie.
Nu handler det om at udvælge de tegninger med mest potentiale til udstilling.