Anne Katrine: Jeg har så mange gode minder og røverhistorier herfra

Anne Katrine begyndte på DSDH i efteråret 2018 og fortsatte på højskolen i foråret 2019, fordi hun ikke kunne slippe højskolen helt. Her fortæller hun om hendes ophold, hvorfor hun valgte DSDH, hvad hun fik ud af det, og hvorfor højskole er så fedt.

”Dengang jeg gik på højskole”… er en sætning jeg har brugt lidt for mange gange, efter jeg er stoppet på DSDH. Det skyldes dog blot, at jeg har så mange gode minder og røverhistorier herfra, at jeg kunne skrive en hel roman. Men hvis jeg skal koge det ned til en bouillonterning, er historien, at jeg længe havde overvejet, om arkitektstudiet var noget for mig, men jeg var i tvivl om, hvad arkitektur var for en størrelse (det er jeg stadig…). Derfor begyndte jeg på DSDH. At dette sted, på en mark uden for Randers, både skulle give mig afklaring og sætte et dybt aftryk, var jeg på ingen måde klar over første gang, jeg satte mine ben på DSDH. Her fandt jeg nogle af de sjoveste, sødeste og mest inspirerende mennesker, jeg har mødt, et forum hvor man turde at slippe kreativitet løs, og jeg lærte at lære af lyst fremfor af pligt.

På DSDH bliver kreativitet set som en ressource, og det gjorde mig klar over, at der er andre måder at studere på end ved at læse i en bog. Det at skolen er så fagspecifik gav mig mulighed for at nørde med det, der interesserer mig. Det forstærker fælleskabet, at alle har en interesse for design. Det åbne og kreative miljø gjorde, at jeg ikke kunne få nok, så jeg blev simpelthen nødt til at bruge alle mine sparepenge og blive et semester mere. Det har jeg ikke fortrudt. Jeg bruger stadig en masse af de redskaber, som jeg lærte på DSDH på min nuværende uddannelse, og i mit hoved hører jeg af og til undervisernes stemmer fortælle mig kloge ting.

Noget andet klogt jeg lærte var, at når et projekt ser helt sort ud, er løsningen dans, en tur forbi naboens ged eller en kop kaffe (med sukker og uden mælk) sammen med en ven. Og når projektet så er færdigt fredag, skal det fejres. Og aldrig har jeg danset så meget og holdt så sjove fester som på DSDH. Næste morgen mødes man til morgenmad med morgenhår og tømmermænd, og det er hele essensen  man ser hinanden i alle situationer. Når man giver noget af sig selv, får man det dobbelte igen. Det hele handlede altså ikke kun om design. Den initiativrige energi fører til små fælleskaber i det store. For mig var det bl.a. løbeklubben ”Stram lycra”, et girlband, Bygningscroquisklubben, Farmorsbar og meget andet. Der er altså plads til at dyrke alle slags interesser. En af de gode ting ved at lære så mange nye mennesker at kende er, at man ikke længere er bange for at tage ud i verden  der er en sofa at sove på lige fra Tokyo til Hadsten. 

Mit navn er Anne Katrine, jeg er 21 år og går nu på Arkitektskolen i Aarhus. Jeg løber stadig i stram lycra, bor i et lille kollektiv med tre højskolevenner og savner at snakke med geden, når projekterne er uoverskuelige. Jeg kan stadig ikke få nok af højskole og er derfor med i den gamle elevforening, Recreate, hvor vi prøver at holde DSDH-ånden i live for alle tidligere elever. 

Løbeklubben Stram lycra bestod af en gruppe elever og højskolens forstander Merete, som løbetrænede deltog i et løb sammen.
Når projekterne blev uoverskuelige var en gåtur med vennerne en god løsning i den skønne natur omkring højskolen.
Fredag er en fejringsdag, fordi der holder vi fredagsudstilling, hvor eleverne viser deres projekter frem for hinanden.
Fede fester, højskolevenner og farmorsbar er nogle af Anne Katrines favoritminder fra DSDH.
På DSDH opstår der små fællesskaber i det store såsom Bygningscroquis på græsplænen.
I dag bor Anne Katrine (yderst th.) i kollektiv sammen med tre højskolevenner og studerer på Aarhus Arkitektskole.