MT

Mie Hansen

Der er højt til loftet på DSDH, det er der ingen tvivl om. Det er netop sådan et miljø der er med til at udvikle en, og skabe de mange vidunderlige stunder der har været.

Jeg hedder Mie, er 21 år og har været så heldig at være en del af DSDH. Jeg gik på Mode og Tekstil som vi også kaldte MT. Jeg har længe vidst hvad det var jeg gerne ville med mit uddannelses liv, og vidste derfor også allerede tidligt at jeg skulle gå på DSDH. Da jeg startede en kold januar dag, var mit udgangspunkt kun målrettet det faglige, men det skulle vise sig, at jeg blev klogere med tiden. På DSDH er der en helt speciel ånd som man ikke kan forklare, det er en af de ting i livet der skal opleves og ikke forklares. Da jeg gik der var vi 84 elever, og selvom det måske kan lyde af mange, så bliver man bare én stor familie, der alle holder af hinanden, men som selvfølgelig også til tider kan gå én på. Ikke desto mindre var min tid der uvurderlig og det er uden tvivl nogle af de bedste måneder jeg har haft.

På MT var friheden stor og mulighederne mange. Man kunne komme med de mest skøre ideér, men intet var for skørt. Der var et projekt til Caminoen til North Side, hvor min veninde og jeg besluttede os for at lave et monstrum af et kostume. To kæmpe kostumer, hvor der på hvert var syet omkring 200 lapper i stof. Selv sådan et tosset projekt var der plads til.

Mette og Anne er fantastiske og sindssygt dygtige lærer og gode til at skubbe en længere end man måske lige troede man kunne. Hvis man bruger sin tid fornuftigt, kan man nå meget og udvikle sig enormt. De lange nætter på værkstedet var noget af det jeg holdt allermest af. Det var hårdt, men så skønt når man brænder for det, og absolut ikke har lyst til at bruge sin tid på andet end det.

I foråret valgte jeg at søge ind på KADK. Jeg kom videre til optagelsesprøven men manglede desværre et point for at kunne blive optaget. Så jeg skulle finde på noget andet at lave. I august valgte jeg at søge optagelse på Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, og blev optaget.

I september flyttede jeg til Amsterdam hvor jeg bor i dag og går på Gerrit Rietveld Academie, som er en kunst og designskole. Jeg valgte at søge optagelse på deres Preparatory Year som er et forberedende år til deres Bachelor. Det er nærmest et krav her, at man tager et forberedende år og ikke søger direkte på bacheloren. Jeg er rigtig glad for at jeg valgte at søge ind på netop denne skole. Rietveld er super motiverende og meget nyskabende. Kreativt udvikler man sig enormt. Det er meget kunst orienteret indtil man vælger sin bachelor retning. Men for mig har det været en god oplevelse og det rigtige, for det tvinger mig til at tænke ud af boksen og presse sin kreativitet så langt som muligt.

Håber at jer der læser dette, vil vælge DSDH og blive mindst ligeså glad for det som jeg var. Held og lykke med hvad end I vælger, og vælg altid det der føles rigtigt, det kommer man længst med.