MT

Martha Abild Kristensen

Mit semester på Den Skandinaviske Designhøjskole har været et af de mest lærerige halve år af mit liv.

Alle de oplevelser og alt den ballast jeg har med mig fra skolen har i dag en uvurderlig værdi. Skolen var for mig en rigtig god blanding af faglig udfordring og oplevelsen af et fantastisk fælleskab, der var svært at forlade igen. Jeg valgte skolen med udgangspunkt i, at jeg gerne ville optages på en designskole, selvom jeg ikke før havde hverken tegnet eller syet specielt meget eller været ”den kreative” i klassen. Dog fik jeg allerede fra start en stærk følelse af for første gang, at møde mennesker som jeg virkelig følte mig på bølgelængde med.

Udover at skolen forberedte mig på de forskellige optagelsesprøver, så lærte jeg også enormt meget om mig selv gennem undervisningen, de utallige timer i værkstederne og det sociale liv. Selvom jeg valgte linjen Mode & Tekstil, fik jeg derudover også en god og bred viden om, hvad design generelt er, og alle de facetter design har. Den Skandinaviske Designhøjskole har spillet en afgørende rolle i, at jeg nu befinder mig på Beklædning og Tekstildesign på KADK i København, og jeg har fået mig venskaber for livet, jeg nu ikke vil være foruden.